Strandgolf

0

Posted by admin | Posted in Sjov med mange børn | Posted on 11-08-2014

Strandgolf er en genial sport at dyrke på strande med god plads. Vidste du i øvrigt, at stranden i Søndervig for nyligt er kåret som Danmarks bedste strand? Den er nu også fantastisk.
Nå – men er du på en bred strand med god plads, så er strandgolf et hit uanset om man er alene eller spiller flere sammen. Lav en bane med et hul (til fodbold) eller en cirkel markeret i sandet (til frisbee). Nu gælder det så om ligesom med golf, at “gå banen” på kortest mulige spark / kast.
Det er meget, meget sjovere end det lyder. Og også meget sværere (medmindre man er David Beckham).
God fornøjelse

Skipper Skræk-stafet

0

Posted by admin | Posted in Sjov med mange børn | Posted on 13-05-2010

Du kender stafet-løb – og det er vist så udvandet, at ingen længere synes det er sjovt. Men Skipper Skræk-stafet – det er sjovt!

Du skal bruge to spiseskeer, to kartofler, to kapsler og to træpinde, der er ca. 40 cm lange.

Du deler børnene op i to hold, som stiller op på række. Så skal de ellers bare gå stafetten som Skipper Skræk. Det forgår ved at man sætter kapslen i det ene øje, tager spiseskeen i munden og lægger kartoflen ovenpå og sætter træpinden mellem knæene. Det gør, at man kommer til at gå ligesom Skipper Skræk – til stor morskab for de andre. Man må naturligvis ikke tabe kartoflen.

Mega kryds-og-bolle

2

Posted by admin | Posted in Sjov med mange børn | Posted on 06-05-2010

Skal du bruge en leg til mere end seks børn (man kan godt være færre, men seks er næsten minimum for at ha’ det rigtigt sjovt), så er mega-kryds og bolle en god idé. Den indeholder både hjernegymnastik og god motion.

Det skal du bruge:

  • 2 x 3 beanbags, træstykker eller andet, man kan have i en hånd og løbe med. Der skal være 3 i en farve eller udformning og 3 i en anden farve eller udformning, så børnene kan se, om det er “kryds” eller “bolle”.
  • Otte stykker snor eller minestrimmel til at markere kryds og bolle-spillepladen op med
  • 12 pløkker eller søm til at holde minestrimlen eller snoren fast i græsplænen med
  • En græsplæne

Sådan gør du:

Marker din spilleplade i græsplænen med søm/pløkker og minestrimmel/snor. Spillepladen skal være så stor, at man nemt kan se den. Gerne 1,5 x 1,5 meter.

Del børnene i to lige store hold.

Forklar dem evt. reglerne for kryds og bolle, hvis de ikke kender dem i forvejen.

Stil dem nu op på to rækker ca. 20 meter fra “spillepladen”. De tre første i hver række får hver en “beanbag” eller hvad du har brugt til at markere hhv. kryds og bolle.

Mega kryds og bolle

Pigerne mod drengene

Når du fløjter til start, løber den første i hver række alt hvad han/hun kan op til spillepladen og placerer sin “beanbag”. Den må ikke smides, men skal lægges. Når den er lagt, løber barnet tilbage og næste løber sætter kurs mod spillepladen.

Når de tre første har placeret deres beanbags, skal de næste bare løbe tomhændet op til spillepladen og flytte deres holds beanbag, indtil ét af holdene har vundet. Det giver masser af motion (da det godt kan betale sig at komme foran konkurrenterne) og giver også lidt hjernegymnastik, når man skal tænke hurtigt over, hvor man skal placere den næste beanbag.

God fornøjelse