2-3-4 boller

0

Posted by admin | Posted in Opskrifter | Posted on 21-01-2012

Et par gange om ugen herhjemme starter vi dagen med nybagte boller. Det lyder meget overskudsagtigt, men opskriften er super simpel, så jeg vil dele den her.

Tag en halv pakke gær og opløs i 3 dl. koldt vand. Kom 1 tsk salt i, 1 tsk sukker og 1 spsk olie.

Herefter kommer du 2 dl havregryn eller ruggryn i og lader dem ligge i 1-2 minutter. Rør rundt med en gaffel og rør så 4 dl. hvedemel i.

Lad hele herligheden stå i køleskabet med en tallerken over natten over. Næste morgen smider du dem op på en bradepande med en spiseske dyppet i vand (så dejen ikke hænger ved).

De skal bages ved 180 grader i ca. 12-16 minutter.

Velbekomme

P.S. Jeg smider ofte lidt solsikkekerner, hørfrø eller andet i for variationens skyld.

Kold rabarbersuppe

6

Posted by admin | Posted in Rabarberkvarteret | Posted on 21-05-2011

Så er rabarber-sæsonen over os igen og denne gang skal du få min favorit-dessert: kold rabarbersuppe.

Det er intet mindre end en himmelsk dessert. Sørg for at den er iskold. Smid den gerne i fryseren en time eller to inden servering, så tager den kegler.

Det skal du bruge:

  • Ca. 700 gram rabarber
  • 1 stang vanilje
  • 1,2 liter vand
  • 350 gram sukker

Sådan gør du:

  1. Vask rabarberen og skær den i stykker på ca. 3-5 cm
  2. Kog rabarber, vaniljestang, vand og sukker i ca. 15 minutter
  3. Lad hele molevitten køle godt ned.
  4. Sigt så rabarber og vanilje fra. Pres rabarberen ned mod din sigte, så al væden kommer med ud
  5. Flæk vaniljen på langs og skrab vaniljekornene ud og kom dem i suppen
  6. Sæt i køleskabet og senere i fryseren

Den kolde rabarbersuppe smager formidabelt med vaniljeis og skiveskårne jordbær i. Du kan også variere den ved at tilsætte lidt ingefær eller mynte under kogningen.

Velbekomme

kold rabarbersuppe

Hvad bruger man rabarber til?

0

Posted by admin | Posted in Rabarberkvarteret | Posted on 09-06-2010

Der er rigtigt mange, der ikke ved, hvad man skal bruge rabarber til – og det er en skam for det er en super spise. -Og de kan gro næsten overalt i Danmark. Jeg vil her samle et par af mine rabarber favorit-opskrifter. Du er velkommen til at smide dine egne kommentarer eller opskrifter i kommentarfeltet.

Den første (og nok også min favorit) er en dessert; en rabarber-crumble

Rabarber crumble

2

Posted by admin | Posted in Rabarberkvarteret | Posted on 09-06-2010

Denne er een af mine favorit-desserter. Du skal bruge

  • 400 gr. rabarber skåret i ca. 1 cm tykke stykker
  • 1 3/4 dl sukker (jeg bruger mørk økologisk rørsukker)
  • 75 gr. smør
  • 2-3 tsk kanel
  • 1 dl mel

Sådan gør du

  • Bland rabarber med 3/4 dl sukker og kom dem i en smurt bradepande
  • Lav en dej af 75 gr. smør, kanelen, 1 dl. sukker og melen
  • Smuldr dejen over rabarberne
  • Bag herligheden ved 175 grader i 25-30 minutter
  • Servér den meget gerne med nougat- eller vanilleis ovenpå (og et glas portvin til)

Velbekomme

Pimp din varme chokolade

0

Posted by admin | Posted in Opskrifter | Posted on 08-05-2010

Hold da op det er koldt i dag… Vi måtte simpelthen ty til varm chokolade, da vi kom hjem efter en lang cykeltur i dag. Her i huset gør vi gerne noget lidt ekstra ud af den varme kakao/chokolade. Her er et par af de midler, vi tager i brug for at opgradere vores varme chokolade.

Først og fremmest vinder alle varme chokolader ved at blive lavet med sødmælk og rørsukker. Hvis man har et stykke mørk chokolade, kan man med fordel opløse det i den varme kakao.

Til sidst skal den “pimpes”. Her i huset har alle deres favoritter, men i al sin enkelthed består det i at tilføje lidt til den, lige når den bliver hældt op i kruset. Vi tilføjer følgende (altså kun én ting pr. krus)

  • Revet økologisk appelsinskal
  • Revet muskatnød (min personlige favorit)
  • Kardemomme
  • Kanel

Går bølgerne højt kan vi finde på at lave piskefløde med 3/4 dele piskefløde og 1/4 del Baileys….

Håber, du har fået en idé til at pimpe din varme kakao.

Pizza i grill

3

Posted by admin | Posted in Opskrifter | Posted on 07-05-2010

Okay – måske er titlen lidt misvisende. Det er kun dejen, jeg vil give dig en opskrift på. Jeg har ledt længe efter en pizzadej opskrift, der var forholdsvis nem at lave og hvor bunden er knasende sprød, da vi tit har pizza på vores madplan hjemme ved os. Det kræver dog een ting mere: En pizzasten! Sådan en fætter kan du få for 100-200,- kr. og den fåes også i rund, så den kan være i din kuglegrill.

Dette er den dej, jeg har prøvet, som giver den sprødeste bund. Der er til fire pizzaer med en diameter på ca. 35 cm. Nok til fire personer. Desværre tager den lidt lang tid at lave. Tid ca. 2 timer (inkl hævetid).

  • 20 g. tørgær eller alm. gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 375 g økologisk Il Fornario durum mel (kan som regel fåes i SuperBrugsen og Bilka) eller.. hvad jeg er virkeligt vild med: Blå caputo mel.
  • 125 g alm. økologisk hvedemel
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 tsk sukker
  • 2 tsk salt

Og så gør du ellers bare følgende:

  1. Opløs gæren i vandet
  2. Tilsæt sukker, olivenolie og salt
  3. Tilsæt mel og ælt i en 4-5 minutter til dejen slipper
  4. Stil dejen til hævning i ca. 1 time (med et viskestykke over)
  5. Slå dejen ned og ælt den igennem igen
  6. Dejen skal hæve igen i ca. tre kvarter
  7. Slå dejen ned og del den i fire lige store dele
  8. Rul dem ud og kom dit favorit-fyld på
  9. Husk at varme din pizzabagesten i grillen, inden du smider pizzaen på

Vi kan lige bage fire pizzaer på en omgang kul. Så skal du bare flere pizzaer, skal du nok fylde flere kul på end normalt

Velbekomme

Iskaffe opskrift

1

Posted by admin | Posted in Opskrifter | Posted on 06-05-2010

Vi elsker kaffe, men når solen bager, så står den altså på iskaffe. Her er vores opskrift på iskaffe:

(Giver ét glas iskaffe)

Det skal du bruge:

  • En håndfuld isterninger
  • En espresso (eller brølstærk kaffe)
  • 1,5 dl mælk (helst sødmælk)
  • 2-3 spsk økologisk rørsukker

Bryg din espresso og opløs rørsukkeret i kaffen. Hæld så kaffen i en shaker (altså sådan een man laver cocktails i) sammen med mælk og isterninger. Ryst rigtigt godt og hæld så iskaffen op i et par glas. Om du vil ha’ isterningerne med er valgfrit. Nogle kan ikke lide det, da det “vander iskaffen ned” i takt med at isterningerne smelter. Men drikker du den hurtigt, så betyder det ikke så meget.

Opgrader din iskaffe

Du kan evt. opgradere din iskaffe med en kugle god økologisk vaniljeis oveni (så kan du godt ta’ lidt mindre mælk). Det bliver den bestemt ikke ringere (eller sundere) af.

Vil du hellere have et lidt friskt pust til din iskaffe opskrift, så prøv at smide en håndfuld hakkede mynteblade oveni – det er heller ikke så skidt. Evt. skal du smide iskaffen og myntebladene en tur i blenderen. Det er super-godt.