Skygge på terrassen

0

Posted by admin | Skrevet i Ud i solen | Skrevet d. 05-06-2010

Så er solen ved at være over os og vil man være på sin terrasse, er det med at få anskaffet noget skygge. Her er et par måder at få skygge på terrassen:

Den traditionelle (og super-sikre)

ikea parasolIKEA har lavet en rigtig fed parasol, der har indbygget UV-beskyttelse – UPF 50 for at det ikke skal være løgn.

Parasollen er pæn (og fåes også som “hængende”) og så er der mulighed for at pimpe den (se allernedest her). Den kan “knækkes” hvilket er et kæmpe plus her i Skandinavien, hvor solen om sommeren kan stå rigtigt lavt morgen og aften.

Parasollen koster 599,- og du kan se den her. (du kan se flere parasoller fra IKEA her)

Den dyre

fatboy marimekko parasolFatboy har sammen med Marimekko lavet en rigtig fed parasol med Fatboy flag i toppen og det hele. Parasollen fåes i to farver – sort og rød – og gør sig godt på enhver terrasse (dog med undtagelse af singlemandens terrasse; der er nok for meget blød mand over det). Du kan få den for 2.500,- på Stormagasinet.

Den utraditionelle

Spænd et helt sejl over terrassen. Det ser super-flot ud og du er fri for at bakse med parasolfod og slå parasol op. Til gengæld er det ikke så fleksibelt som en parasol. Men godt ser det ud. Du kan få solsejl i den helt billige ende ved Silvan – eller du kan sågar få det speciallavet på f.eks. solsejl.dk

Den langsomme

Den hyggelige men noget langsommelige måde er et gigantisk bøgetræ…. Der er ingen smut-veje, men det er som om, at intet kan slå fornemmelsen af at sidde i skyggen af et træ. Der må selv solsejl og parasoller med nok så retro Marimekko-print gi’ op.

Pimp din parasol

Hvorfor skulle der gå så lang tid, inden nogle tænkte på det? Et myggenet rundt om hele parasollen – dét er da genial. Du kan få det ved IKEA

Solen ER skadelig

0

Posted by admin | Skrevet i Ud i solen | Skrevet d. 04-06-2010

Jeg møder rigtigt mange, der benytter enhver sol-lejlighed til at komme ud i solen og blive branket… De siger “ahh – det er sgu’ ikke skadeligt” og blotter så meget hud, de nu kan slippe afsted med og lader sig stege.
Det er nok svært at overbevise dem, men hvis de læste denne rapport fra Bispebjerg Hospital, ville de nok se anderledes på det.
Dels er antallet af hudkræfttilfælde stigende – og dels ved man positivt, at 85% af alle hudkræfttilfælde kan føres tilbage til solen. Avs…. 85% – det er ikke så lidt.
Så på med solcremen og ind i skyggen og nyd det gode vejr, uden at kæmpe med hudkræft senere.

London for børn

0

Posted by admin | Skrevet i Blandede bolcher | Skrevet d. 26-05-2010

Jeg elsker London. Jeg har selv boet der for flere år siden og bliver bare aldrig træt af byen. Og så har jeg også fundet ud af, at det er et fantastisk sted at ha’ børn med. Storbyer er jo normalt ikke så børnevenlige, men London er faktisk et rigtigt fedt sted med børn. Her er et par af de ting, jeg anbefaler, når man har børn med i London.

Seværdigheder

  • London Zoo – er bare et must. Sørg for at komme tidligt. Tag evt. undergrunden til Baker Street og gå så gennem Regents Park over til London Zoo. Det er en pæn gåtur. Sørg for at se deres “shows”. De er helt fantastiske og meget pædagogiske. Børn kan godt få noget ud af dem, selvom børnene ikke forstår engelsk. Besøg London Zoo online her.
  • London Eye – medmindre dine børn er højdeskræk, så er en tur i London Eye et must. Mine to bedste råd er (i uprioriteret rækkefølge): Tis af alle mand inden I stiller jer i køen til at gå ombord og Køb billetterne på nettet hjemmefra, så sparer I en kø ved billetsalget. Besøg London Eye her.
  • Hamleys – egentligt ikke en seværdighed, men mere en legetøjsbutik. Den er dog så gigantisk og speciel, at den godt kan gå som en seværdighed. Børnene vil huske og elske den og man kan sagtens få en time til at gå derinde. Besøg dem her.
  • Natural History Museum – er så gennemført et museum. Perfekt til en regnvejrsdag og imponerende både for børn og voksne. Du kan se, hvad de har af specielle arrangementer på deres hjemmeside.

Restauranter

  • Rainforest Café – Maden er sgu’ ikke for god, men børn elsker denne restaurant – og det ville jeg også selv have gjort som barn. Så jeg giver efter og ta’r med derind en gang, hver gang vi er i London. http://www.therainforestcafe.co.uk/
  • Souk Medina – er som at træde ind i 1001 nat. Marokkansk mad, men det er ikke stærkt – til gengæld er det vildt godt. Kom tidligt, da den næsten altid er fyldt. Jeg har kun besøgt den i Covent Garden, men den er også helt suveræn. http://www.soukrestaurant.net/index.asp

Til og fra London

Om man flyver til den ene eller anden lufthavn i London er lidt ligegyldigt, hvis du spørger mig. Det er rigtigt, at man allerede er på undergrundsnettet, hvis man flyver til Heathrow, men det tager evigheder at køre ind med undergrunden alligevel. Så om man flyver til Stansted, London City eller Gatwick i stedet, så bruger man lige lang tid på at komme ind til byen. Og flyver man til Gatwick, så behøver man ikke tage Gatwick Express. Den er kun 10-15 minutter hurtigere end det almindelige tog, men koster næsten dobbelt så meget.

Rundt med undergrunden

Har du en iPhone eller en iPod touch, så kan jeg varmt anbefale app’en London Tube.

Jeg skal ikke spille hellig

0

Posted by admin | Skrevet i Ud i solen | Skrevet d. 25-05-2010

solskoldetNår man læser her på bloggen, kan man måske godt få det indtryk, at jeg er mr. Shadow himself. Det er jeg i 99% af tilfældene, men jeg skal ikke være alt for hellig. I 2007 var jeg i Argentina for at prøve at bestige Aconcagua og jeg smurte mig ind i solcreme konstant, når vi ikke var dækket af tøj. Men på nedstigningen blev det så varmt (selvom der var frostgrader), at jeg tog min balaclava (det der ligner en elefanthue) af og det her er reulstatet af ca 1 1/2 time i solen uden solcreme.
Solens stråler blev naturligvis reflekteret af sneen, hvilket ikke gjorde det bedre, men det er alligevel skræmmende at se, hvor hurtigt det går. -Og jeg fik brugt rigtigt meget aftersun de næste par dage.
Som en lille anekdote kan jeg fortælle, at da vi kom tilbage til civilisationen og vores hotel, stod jeg inde i hotellets elevator. Da døren lige skulle til at lukke kom der en lille dreng løbende derind. Han havde ikke set mig. Da han kiggede op begyndte han at græde og løb ud igen.

Forår er bryllupstid

0

Posted by admin | Skrevet i Blandede bolcher | Skrevet d. 25-05-2010

Er det mig eller er der bare ekstremt mange bryllupper på denne tid af året? Sådan forår/præ-sommer… Synes, vi vælter os i dem i øjeblikket. Men selvom et bryllup er tidskrævende selv for gæsterne, så findes der næppe sjovere fester end bryllupper (skulle da lige være Skanderborg Festival og Bruce Springsteens Seeger Session Band-koncert i København). De er fantastiske og alle forberedelserne værd, men for pokker hvor er det blevet en dyr fornøjelse. Når først mad og lokaler, limousine leje og bryllupskjolen er betalt, kan der nemt stå et -100.000,- på kontoudskriftet. Men hvad – man bliver jo kun gift een gang. Nåe nej…..

Vi skal til et fantastisk bryllup på fredag… Glæder mig meget.

Endelig solskin

0

Posted by admin | Skrevet i Ud i solen | Skrevet d. 23-05-2010

junior i solbeskyttende dragt i sit badebassinSikken et herligt vejr vi har haft de sidste par dage. Vi har kun været indenfor for at sove. Det gode vejr i går benyttede vi til at afprøve juniors nye badebassin. Han var vild med det. Sol og vand er bare en forrygende cocktail, når man er en lille prut.
Badebassinet kostede kun 100,- kr og er købt i Bilka og den solbeskyttende heldragt er fra Faktorfobi.

Håber, at I andre også nød det gode vejr i går.

Endelig sol

0

Posted by admin | Skrevet i Ud i solen | Skrevet d. 18-05-2010

heldragt fra KatvigI dag var der endelig sol – og uv indexet krøb et godt stykke over de 3. Nogle steder var den vist over 5. Det betyder, at man skal sørge for at passe på.

Fandt for nyligt denne søde knægt i denne lækre Katvig badedragt med solbeskyttelse. Katvig laver bare noget rigtigt fedt soltøj – ja fedt tøj helt generelt.

Nå – junior og jeg har været ude i solen det meste af dagen. Vi har nok tilbragt tre timer i Fatboy hængekøjen, og så har vi været ude at cykle en lang tur, inden vi skyllede efter med kaffe på Cafe Mundgott i Aalborg.

Fantastisk dag (og ja, vi huskede solcremen – bare rolig)

Rød hud er skadet hud

0

Posted by admin | Skrevet i Ud i solen | Skrevet d. 16-05-2010

Så er Kræftens bekæmpelses sommerkampagne skudt i gang. -Og det gør helt ondt at se på den. Man får i hvert fald lyst til en svalende økologisk aftersun med aloe vera, når man ser billederne. I år er der fokus på at oplyse danskerne om, at når huden er blevet rød, så er skaden sket. Undersøgelser viser, at omkring 44% af danskerne stadig oplever at blive solskoldet – og det er godtnok mange. Hver eneste gang man bliver skoldet af solen, øger man risikoen for hud- eller modermærkekræft, så det er med at passe på (der udover kommer man også til at se gammel ud af det, men det er jo kun en kosmetisk ting).

Det var vores kronprinsesse Mary, der åbnede kampagnen på Tuborg Havn. Vil du se og høre hendes tale fra åbningen, så findes den her.

Selve kampagnen kan du læse mere om her, og du kommer nok til at se kampagnens stærke billeder rundt omkring i bybilledet denne sommer. Husk solcreme, siesta, solhat og soltøj. God sommer (når den da engang kommer)

Frederikshavn kommunes fremsynede sol-politik

0

Posted by admin | Skrevet i Ud i solen | Skrevet d. 13-05-2010

I Frederikshavn kommune er man visionær i forhold til solen. Og samtidigt er de så pragmatiske, at de godt ved, at man ikke får danskere til at rende rundt i skyggen hele sommeren. Nå – men i hvert fald har de deroppe vedtaget en solpolitik, som man kan læse mere om her og her.

Ideen er vel kommet fordi man har kigget i statistikkerne. Det viser sig, at Danmark er et af de lande med højeste forekomster af både modermærkekræft og hudkræft. Og de sidste 30 år er antallet af de to kræfttyper tredoblet i Danmark. Så man har jo nok vurderet, at der var brug for en indsats (og mon ikke andre kommuner følger trop senere).

Seneste skud på deres “indsats” er, at kommunens ansatte får udleveret uv-ure, så de kan få styr på uv-indexet. En fantastisk idé. Måske er uv-urene ikke dét, der ændrer meget, men det giver en masse bevågenhed og opmærksom omkring projektet, så kommunens borgere begynder at snakke om sol, hudkræft og modermærkekræft og mon ikke også de bliver lidt mere opmærksomme på det med at beskytte sig mod solen, solcreme, siesta, skygge, solhat og soltøj?

Jeg ønsker Frederikshavn held og lykke med projektet og håber, at flere kommuner vil følge trop.

Skipper Skræk-stafet

0

Posted by admin | Skrevet i Sjov med mange børn | Skrevet d. 13-05-2010

Du kender stafet-løb – og det er vist så udvandet, at ingen længere synes det er sjovt. Men Skipper Skræk-stafet – det er sjovt!

Du skal bruge to spiseskeer, to kartofler, to kapsler og to træpinde, der er ca. 40 cm lange.

Du deler børnene op i to hold, som stiller op på række. Så skal de ellers bare gå stafetten som Skipper Skræk. Det forgår ved at man sætter kapslen i det ene øje, tager spiseskeen i munden og lægger kartoflen ovenpå og sætter træpinden mellem knæene. Det gør, at man kommer til at gå ligesom Skipper Skræk – til stor morskab for de andre. Man må naturligvis ikke tabe kartoflen.